<$BlogRSDUrl$>
Ömmurnar
Kom hjem til mig, vær ikke så længe ude... ML-blogg

febrúar 27, 2005
I Paris......
er skitkalt tessa stundina en eg er anaegd med lifid og tilveruna!!!! Eg er buin ad vera her i viku nuna og by eins og er hja afskaplega indaelli franskri fjolskyldu sem samanstendur af midaldra hjonum og 13 ara ketti sem finnst svo gott ad kura ofan a ruminu minu ad hann fleygir ser a herbergishurdina krafsandi og klorandi tegar eg hendi honum fram.

Sma innskot fyrir ta sem koma af fjollum: Eg er i Paris til ad hressa upp a fronskuna mina med tungumalanami og starfstjalfun sem eg veit ekki nakvaemlega i hverju felst en tad kemur i ljos. Tetta gerdist allt saman mjog snogglega; eg fekk svar a fimmtudegi, pantadi flug samdaegurs og var farin a sunnudegi.

En ja, gra og hraslagaleg Paris tok a moti osofinni og ekki upp a sitt besta Asdisi sem vissi ekki alveg hvad hun vaeri ad fara ad gera. Fyrsti Frakkinn sem eg hafdi samskipti vid var onugur og hnussadi af vantoknun tegar hann setti ferdatoskuna mina i farangursrymi rutunnar (samt ekkert svo stor). Alltaf jafn vingjarnlegir tessir Frakkar…;-) Og ja, ALDREI ALDREI keyra i Paris…..tegar rutubilstjorinn tok af stad fra einu stoppinu, ok hann utan i litinn folksbil og dro hann med ser dagodan spol. Tad var m.a.s. manneskja i bilnum en hun sat sem steinrunnin, hefur orugglega ekki truad tvi hvad vaeri ad gerast. Allir fartegarnir aeptu til ad stodva bilstjorann en nei nei, hann helt bara afram og billinn endadi storskemmdur. Ordlaus af undrun, ja, tad var eg.

Meira sidar.

Asdis